Tjekhovs skuespil peger i mange retninger ud over
sig selv. Der tales om personer som aldrig kommer
på scenen. De får ligefrem karakter og betydning
uden at vi præsenteres for dem.
Vi kommer ind i menneskers liv på et givet tidspunkt
og nysgerrigheden vækkes overfor deres fortid, men
den tilfredsstilles ikke.
Der ligger meget ufortalt i Tjekhovs skuespil, meget
mere ufortalt end fortalt. Man kan danne sig forestillinger
om det ufortalte, man kan gætte eller prøve at slutte sig
frem ud fra det fortalte. Og ofte er man tvunget til det -
for uden at danne sig en idé om det ufortalte, kan man
ikke bringe Tjekhovs tekster frem på scenen.
I denne bog søger Kjeld Bjørnager igennem analyser
af skuespillenes tekster og deres tilblivelse at indfange
det dynamiske mellem det fortalte og det ufortalte.
